Foredrag

Birgitte Mølgård
Tilbyder oplæg til dialog


 3 timer med vekslen mellem oplæg, refleksion og dialog.

 2 timer med oplæg og spørgsmål.

Jeg er mor til Villi, en nu voksen mand på 22 år, som har autisme.
Er initiativtager til bogen Autisme & tilknytning, En mors fortælling – Et fagligt perspektiv.

Til dagligt underviser jeg som psykomotorisk terapeut, på blandt andet, en smerteklinik. Jeg bor med Hans, Villis far, som har to voksne børn, Villis søskende, fra et andet forhold.
Jeg stiller mig til rådighed som sparringspartner med udgangspunkt i mine erfaringer som mor og temaerne i bogen.

Det handler om at bygge bro!

Min drivkraft som initiativtager til denne bog og temaerne i den, kommer fra mine erfaringer med, hvordan det på nogle helt grundlæggende og vitale niveauer, påvirkede mig som mor, at udgangspunktet for kontakt, kommunikation og samspil, var så meget anderledes. På grund af det netop anderledes samspil, blev jeg tidligt i vores forløb, misforstået i relationen, hvilket også er en vigtig grund til mit initiativ. Den støtte og hjælp vi fik, var de første tre et halvt år, med afsæt i et relations og familieterapeutisk arbejde, inkluderet et Marte meo forløb. Alt sammen med udgangspunkt i en systemisk og neurotypisk tankegang. Efterfølgende fik vi hjælp med udgangspunkt i en faglig viden om autisme. Vi fik viden om autisme, autismepædagogiske værktøjer igennem både rådgivningsforløb, kurser og konferencer. En viden og værktøjer vi har været meget taknemmelige for at have fået.

Jeg er derfor blevet optaget af at viderebringe, hvor vigtig en autismeviden er, i arbejdet med familierne og i arbejdet med den enkelte med autisme. Jeg mærkede også, at jeg havde savnet, at der med udgangspunt i en autismeviden og aktivt på tværs i familien, havde været kigget på det samspil og de naturlige dynamikker, som udspillede sig på baggrund af Villis autisme og vores reaktioner på den manglende feedback fra ham. Samt en aktiv forholden sig til det alt for høje stressniveau, som blev konsekvensen for mig, for Villi og generelt i familien. Derfor en opfordring til at inkludere en sådan opmærksomhed på netop de dele, i den fremtidige hjælp til familierne. Alt dette for at sikre et positivt og understøttende forløb for børnene, de unge og deres familier.

Dette er også en fortælling om en rejse fra pludseligt at se, at de reaktioner som omgivelserne misforstod og som jeg i nogen grad selv så kritisk på, var helt almindelige og sunde reaktioner på et samspil som var anderledes.

Jeg ønsker, at dele min erfaringer med andre forældre og de professionelle, som fremadrettet skal arbejde med familierne, i et håb om at vi i fællesskab, på tværs af alle involverede parter, kan løfte opgaven bedst muligt og styrke samarbejdet med hinanden.

Fagfolk:

  • Jeg vil beskrive hvilken type hjælp vi fik, inden en viden om autisme var en del af den. Hvad som var brugbart og som meningsfyldt kunne inkluderes i den senere hjælp vi fik og hvad som var direkte uhensigtsmæssigt og hvorfor.
  • Jeg vil beskrive, hvordan relationen, inden vi fik hjælp med udgangspunkt i en viden om autisme, blev misforstået, hvorfor det nemt kan ske og hvordan det oplevedes.
  • Jeg vil, i forlængelse af ovenstående, beskrive, hvilke elementer som gav anledning til det alt for høje stressniveau og hvilke konsekvenser det havde, for min evne til konstruktivt, at kunne møde mig selv, mit barn, min mand og ikke mindst, de profesionelle jeg skulle samarbejde med.
  • Hvad gør stress ved os og hvorfor er det vigtig for de professionelle, at kende til stressreaktioner, i mødet med forældrene?!
  • Jeg vil beskrive, hvorfor og hvordan den hjælp vi senere fik, med baggrund i en viden om autisme, medvirkede til at sænke det høje stressniveau, i vores søn, i mig/ og i familien og hvordan det styrkede mødet og kontakten med Villi og hinanden.
  • Jeg vil i tråd med ovenstående, pege på, hvorfor en så tidlig indsats som muligt, med baggrund i en viden om autisme, er så vigtigt for en opbyggende støtte til familierne. Ikke mindst i forebyggelsen af fejlvurderet og unødvendige anbringelser.
  • Jeg vil til slut komme med en kommentar til, hvorfor jeg ser, at de forsøgte inklusionstiltag de senere år, i nogle tilfælde, har aktualiseret bogens temaer, selvom det er 15 år siden initiativet til bogen blev taget og at der i den mellemliggende tid er sket megen udvikling på autismeområdet.

Forældre og andre pårørende:

Som forældre kan vi spejle os i hinanden, opleve os set og genkendt i hinandens lignende historier. Jeg ønsker med dette oplæg, at fortælle om min vej, fra i første omgang at være forvirret over både min søns reaktioner og mine egne, til pludselig at forstå ham og samspillet ud fra den virkelighed der var og ikke ud fra den virkelighed, både jeg selv og omgivelserne, forventede der skulle være. En rejse fra pludseligt at se, at de reaktioner som omgivelserne misforstod og som jeg i nogen grad selv så kritisk på, var helt almindelige og sunde reaktioner på et samspil som var anderledes. Jeg ønsker med dette oplæg at kaste lys på ovenstående temaer fra bogen, og dermed åbne op for en sårbar men vigtig dialog. Jeg ønsker ligeledes at pege på, hvilke elementer der var medvirkende til at sænke det høje stressniveau, i min og min søns relation og i familien generelt.

Vi snakker om i hvilken sammenhæng foredraget skal indgå og om I i den forbindelse har særlige ønsker til, hvor jeg lægger fokus.