Foredrag og dialog om Autisme og tilknytning
Når verdener mødes
Temaerne i foredraget udspringer af mine erfaringer med hvordan det opleves som mor, ikke at kunne få kontakt med mit barn helt tidligt i starten af hans liv, samt erfaringer med at have været misforstået i relationen. Det skulle senere vise sig, at være autisme som påvirkede den tidlige relation, kontakt og kommunikation. Han er i dag en voksen mand.
Erfaringerne blev en drivkraft til bogen Autisme og Tilknytning, En mors fortælling – Et fagligt perspektiv, som jeg tog initiativ til og som jeg er medforfatter på. Den udkom i 2017. Foredraget kræver ikke forudgående kendskab til bogen.
Der var dengang ikke den samme opmærksomhed på autisme, som der er i dag. Det er dog stadigvæk relevant at beskæftige sig med temaerne herunder, for at undgå lignende misforståelser af relationen mellem forældre og barn, når kontakten synes skæv eller anderledes.
Oplæggene henvender sig til professionelle, forældre og pårørende til både børn og unge med autisme med et svært handicap og til forældre og pårørende til børn og unge med kognitive ressourcer på et almindeligt eller højt niveau.
Tidligt
Det er vigtigt at være opmærksom på at få støttet op om relationen så tidligt som muligt, uanset hvad der er i spil. Ikke kun med fokus på forælderevne, men også med tillid til og lytten til, at når en forælder, en mor/far eller anden tidlig omsorgsperson, giver udtryk for at vedkommende ikke oplever gensidighed i kontakten og kommunikationen, så skal der tilbydes samtaler som kan møde forældrene i alle de følelser det sætter i gang, når kontakten til sit barn er svær og ikke umiddelbart glider som forventet. Samtidigt med, at der selvfølgelig tilbydes støtte til samspillet i de tidlige år, hvor det kan være svært at sætte fingeren på, hvad der er på færde og hvor det måske forsøges undersøgt.
Det er vigtigt at være opmærksom på, hvor voldsomt og stressende det er, ikke at opleve at have kontakt til sit barn og at det ikke er en oplevelse man skal gå alene med for længe.
Samt at det kan være svært som forælder, selv at få ord sat på hvad der sker, eller at blive forstået af omgivelserne, da kontakten eller mangel på samme, bevæger sig på et meget subtilt niveau. Derfor skal der lyttes indgående og tilbydes hjælp til at få sat ord på det oplevede og til at bearbejde følelserne.
Derfor tilbyder jeg disse foredrag og denne her formidling af egne erfaringer, for at skærpe opmærksomheden på det helt tidlige samspil bredt og ikke kun med opmærksomhed på forælderevne.
Når der er en mistanke om autisme eller konstateret autisme tidligt eller senere
Efter kommunalreformen i 2007 – 2008 er kommunerne blevet meget pressede og man har mange steder forsøgt at spare penge ved at trække specialiseret viden ud af indsatserne, også på autismeområdet. Familier kan risikere at gå for længe uden den rette og nødvendige hjælp og støtte og risikerer derfor også at blive slidte og nedbrudte. På den baggrund ses der desværre stadigvæk fejltolkninger af relationerne og dynamikkerne i familierne.
Der meldes også om en øget tendens til forældreevnetest og tvangsfjernelser af børn og unge med autisme fra Landsforeningen Autisme. Derfor er det stadigvæk vigtigt at skærpe opmærksomheden på eventuelle misforståelser af relationerne.
Fokusset på at autisme også kan være et svært handicap, er i de senere år røget noget i baggrunden. Forskningen og viden på det område er derfor svækket. Men også her er det vigtigt, udover Psykoedukation til forældrene/ familierne, også at være opmærksom på hvordan en eventuel svær kontakt til barnet i de tidlige år, følelsesmæssigt kan påvirke forældrene.
I de senere år er flere og flere mennesker blevet udredt for autisme og ADHD og dermed også flere forældre. Det gør ikke behovet for tidlige indsatser, med baggrund i en viden om autisme og ADHD, mindre væsentlig, hvis vi ønsker at bygge bro og undgå misforståelser i relationerne til hinanden og til vores børn.
Der er fortsat krav om inklusion af børn og unge med autisme i daginstitutioner og i folkeskolen. For nogle børn og unge fører de rammer til mistrivsel og stressbelastninger som angst, spiseforstyrrelser, depression, skolevægring med mere. Her kan relationerne og dynamikkerne i familierne ligeledes blive misforstået.
Der er risiko for at det vil fortsætte, indtil den dag vi får skabt nogle miljøer og rammer med plads til en større diversitet og indtil den dag vi i praksis, får skabt en anden kultur og bevidsthed omkring vigtigheden af tidlige indsatser, i det her tilfælde med baggrund i en viden om autisme og ADHD.
Samtidigt at få styrket de specialiserede miljøer til de børn og unge som har behov for det og hvor inklusion af barnet/den unge i almen miljøerne, ikke giver mening. Her tænker jeg ikke mindst på de børn og unge med et svært handicap.
Jeg kommer ind på
- Baggrunden for bogen
- Tilknytning – Tidligt og senere
- Stress – Et højt stressniveau hos alle, biologisk, psykologisk og socialt.
- Misforståelser – “Køleskabsmødre” og “symbiosemødre”.
- Indsatser – Her kommer jeg med eksempler på, hvilke indsatser som for os var stressnedsættende og dermed opbyggende og hvilke som var stressoptrappende og dermed nedbrydende.
- Adskillelse, viden og de rette rammer – Forældres kompensation af de eksekutive udfordringer. En nænsom og hensigtsmæssig “adskillelse” fra forældre/primære omsorgspersoner ved at styrke vidensniveauet, sikre de rette rammer og styrke samarbejdet mellem forældre og professionelle.
- Ressourcer – Hos barnet/den unge/hos forældrene og i samarbejdet med de professionelle
Udgangspunktet for foredraget er et forælderperspektiv med fokus på min oplevelse som mor. Hvor vinklingen kommer til at ligge afhænger af, om oplægget skal indgå i forhold til forældre og pårørende, professionelle i skoler og institutioner, professionelle i psykiatrien eller i kommunerne, eller andre professionelle, som arbejder direkte med familierne i terapeutiske og vejledende forløb. Blandede grupper er også en mulighed.
Det er også muligt at booke et skræddersyet foredrag.
Efter foredraget vil der være mulighed for spørgsmål, debat og dialog.
Baggrund
Jeg er som nævnt, mor til en nu voksen mand på 25 år. Da han blev født, var der ikke den samme opmærksomhed på autisme og ADHD blandt professionelle på almenområdet, som der er i dag. Det anderledes samspil i vores relation betød, at jeg hurtigt blev misforstået i samspillet med min søn. Hans og mit udgangspunkt for kontakt og kommunikation var meget forskelligt. Den støtte og hjælp vi som familie fik i de første fire år, tog afsæt i et relations- og familieterapeutisk arbejde, som inkluderede et Marte Meo forløb. Den havde udgangspunkt i en systemisk tilgang og et neurotypisk perspektiv ( Neurotypisk: en typisk/ gennemsnitlig udviklet hjerne). Hvilket betød, at oplevelsen af at være en utilstrækkelig mor, qua den svære kontakt til min søn, forstærkedes. Det affødte en enorm oplevelse af skyld, skam og stress.
Dengang var der som sagt ikke den samme opmærksomhed på autisme og ADHD som der er i dag, dermed heller ikke i den pædagogiske -psykologiske rådgivning (PPR) i kommunerne. Hvis der fandtes fagfolk i PPR, med viden om autisme, kunne det være svært at få dem inddraget, da autisme var svær at genkende så tidligt, som noget der skulle ses på af eventuelle fagprofessionelle med specialviden på området. I dag er der en anden bevidsthed om autisme i PPR i kommunerne, i sagsbehandlingen i kommunerne og i den offentlige bevidsthed i øvrigt, men ikke nødvendigvis tilstrækkelig viden. På dele af autismeområdet, er der derimod i dag en veludviklet viden og mange kompetente kræfter. Derfor også en rig mulighed for at trække den viden ind i indsatserne, så tidligt det overhovedet er muligt, hvis autisme er konstateret, eller hvis der er en mistanke fra enten forældre eller professionelle.
Først da min søn blev 4 år, fik vi hjælp der tog udgangspunkt i en viden om autisme. Vi begyndte som forældre selv at indhente viden om autisme og fik en autismepædagogisk indsigt på rådgivningsforløb, kurser og konferencer. En indsigt vi har været meget taknemmelige for, og som har været forudsætningen for at kunne forstå og støtte vores søn mere hensigtsmæssigt. Vi begyndte gradvist at få mere greb om vores egne reaktioner. Det åbnede for helt nye perspektiver.
Derfor er det mig magtpåliggende at få formidlet, hvor vigtig viden om autisme er, når man står med et barn med autisme. Uanset om man er forælder, pårørende eller fagperson.
Jeg opdagede, at jeg sideløbende med den fantastiske hjælp vi fik, havde savnet en dialog om den stress jeg oplevede. En stress som opstod, da jeg manglede den naturlige respons fra min søn i vores kontakt. På samme måde, manglede jeg også en dialog om den stress han oplevede qua sin autisme og om hvordan vi gensidigt påvirkede hinanden i det. Jeg savnede ligeledes hjælp til at få udviklet et sprog omkring mine ressourcer, den intuitive viden jeg havde som mor og de handlinger som fulgte med. Derfor stod det klart, at et arbejde med relationen og en bearbejdning af forløbet, med udgangspunkt i en viden om autisme og fokus på ressourcer, både hos forældre og barn/ung, er vigtigt i støtten til familierne.
Det stod også klart, at systemisk tænkning er en udemærket indgangsvinkel og Marte Meo et udemærket redskab, hvis det indgår med baggrund i en viden om autisme.