Psykomotorisk terapeut

Psykomotorisk terapeut

Psykomotorik og afspænding tager udgangspunkt i det hele menneske og er et arbejde med fokus på ressourcer. I dialog med kroppen arbejder man med, hvordan man kan understøtte kroppens evne til at regulere sig selv, og hvordan krop og sind gensidigt påvirker hinanden. Tilgangen er med respekt for den enkelte og at vi som mennesker er forskellige. Derfor vil måden at tilgå et behandlings eller undervisningsforløb på, også se forskelligt ud. Tilgangen er nysgerrig og åben og med en bevidsthed om, at vi som mennesker er foranderlige og i stadig bevægelse.  

Jeg har en særlig erfaring i arbejdet med smertehåndtering indenfor længerevarende og kroniske smerter, samt håndtering af andre stress og belastningsreaktioner.
Jeg bruger min viden om, hvor stort et potentiale der kan ligge i at bevidstgøre om de kropslige, kognitive og følelsesmæssige sammehænge, i håndteringen af sin situation. På smerteområdet, ligeledes at forebygge nye spændingsmønstre, som kan tilføre nye smerter. 

Jeg indgår i et samarbejde og en udveksling med min viden og praksiserfaring og den enkeltes viden om sin krop og tilgang til egen livssituation. Så en aktiv medvirken er vigtig for processen.

Der arbejdes både individuelt og i grupper.
Behandlingen kan imødekomme både fysisk og psykisk relaterede udfordringer.

Yderligere oplysninger:
Danske Psykomotoriske terapeuter, DAP  www.dap.dk

Individuelt
Du kan vælge forløb eller enkelte gange.
Det individuelle arbejde kan være en kombination af manuelle kropsbehandlinger og forskellige øvelser, som kan understøtte bevidstheden om kroppen og dens evne til at regulere sig selv. Samt bevidstgøre om de kropslige, kognitive og følelsesmæssige sammenhænge. Det kan være gennem enkle fysiske øvelser, aflastende hvilestillinger, guidede korte og lange afspændinger samt visualiseringer. Alt sammen målrettet de specifikke udfordringer du kommer med og som du ønsker at undersøge og ønsker hjælp til at håndtere.

Sammen finder vi ud af, hvilke øvelser og redskaber, der vil være relevante.

Vi starter hver gang med en snak og slutter med en opsamling.

Der er mulighed for en gratis forsamtale på 20 minutter, i telefon.

Den første gang vi mødes, bruger vi de første 20 minutter til en forventningsafstemning, kortlægning af dine udfordringer, ønsker og behov. 

Den manuelle kropsbehandling
Den manuelle behandling er en behagelig og rolig form for kropsbehandling. Du er påklædt, gerne i træningstøj eller andet behagligt tøj. Du ligger på briks eller en madras. Behandlingen kan foregå siddende, hvis det ikke er muligt for dig at ligge.
Den kan være en vekslen mellem en behandling i stilhed og en samtale, hvor vi taler om dine oplevelse og reaktioner. Det kan også være en afspændingsbehandling udelukkende i stilhed.

Andre former for støtte
Jeg har en lang erfaring som psykomotorisk terapeut. Hvis det viser sig, at du har brug for mere, end det jeg kan tilbyde, eller ønsker du et længere terapeutisk forløb, kan jeg anbefale psykologer, psykoterapeuter eller chok- og traumeterapeuter.

Supervision
Jeg modtager selv løbende supervision, hos en psykomotorisk terapeut, der også er uddannet psykoterapeut og SE terapeut. SE står for Somatic Experiencing Terapeut. En SE terapeut arbejder med udgangspunkt i chok og traumer.

Om mig finder du mere om min uddannelsesbaggrund.

GDPR
Jeg arbejder under tavshedspligt og under Persondataloven og databeskyttelsesforordningen (GDPR). Det betyder, at du skal give samtykke til, at jeg registrerer dit navn, telefonnummer og mail. Jeg tager vare på dine data ved at skrive dem på en krypteret side. Jeg noterer indhold fra vores samtaler på samme side. Du har fuld aktindsigt, og du kan til enhver tid få oplysningerne slettet eller udleveret. Jeg opbevarer oplysningerne i 6 måneder efter endt session i tilfælde af, at du ønsker at vende tilbage. Efter de 6 måneder slettes oplysningerne.

Støtte til betaling
Psykomotoriske terapeuter er desværre ikke omfattet af sygesikringen eller andre regler om økonomisk støtte til behandling.
Nogle sundheds- og ulykkesforsikringer dækker også støtte til psykomotoriske terapeuter. Tal med dit forsikringsselskab hvis du har en sådan.